Robotten Rasmus: når barnet bliver lærer
Rasmus påstår, han ved alt. Han tager fejl. Sammen med Ollie lærer barnet ham at gøre det rigtigt.
Den 29. september kom et nyt lille spil til vores børn: Robotten Rasmus.
Rasmus præsenterer sig selv som en robot, der ved alt og aldrig tager fejl. Han vil vise dig, hvordan man staver til en række ord, og hvordan man løser en række regnestykker. Problemet er bare, at Rasmus tager fejl. Heldigvis er uglen Ollie på pletten, og sammen skal barnet og Ollie lære Rasmus, hvordan man gør tingene rigtigt.
Her er Rasmus for eksempel ved at lære dig at stave til "FAR", men bogstaverne er forkerte. Nu skal du i stedet vælge de rigtige bogstaver sammen med Ollie.
Min tanke: robotter tager også fejl
Børn skal lære, at robotter og AI ikke altid har ret. Faktisk laver de ret tit fejl. Sæt spørgsmålstegn ved alt, og tænk selv. Som Svend Brinkmann har sagt det: I en tid med AI skal vi lære børn at tænke selv.
Rasmus lyder sikker, og det er netop pointen. At noget bliver sagt med stor selvsikkerhed, gør det ikke rigtigt. Det er en vigtig ting at lære tidligt, i en verden hvor flere og flere svar kommer fra en maskine.
Barnet som lærer
Jeg synes også, det var en spændende idé at lave et spil, hvor barnet bliver fjernet fra rollen som elev. I stedet er barnet nu læreren. For nogle børn kan det fjerne presset for at skulle "gætte rigtigt". I stedet skal man tænke og lære fra sig, og når man forklarer noget for en anden, bider det sig ofte endnu bedre fast.
Mere end 200 børn
Da jeg delte Rasmus på Facebook, havde mere end 200 børn og forældre allerede fundet vej til Ord&Tal og spillede næsten dagligt. Det er superfedt, især når man kan se, hvor hurtigt børnene bliver gode til legene. Jeg tilføjer derfor løbende flere ord, regnestykker, interaktive historier og meget mere.
Tak til alle jer forældre, der har givet feedback indtil videre. Del gerne, eller endnu bedre: prøv det.